Their Finest Hour

Their Finest Hour

…men ikke Lone Scherfigs

Jeg så forfilmen til ‘ Their Finest Hour ’, da jeg var med min faste bio-parten-in-crime Majse, inde og se en Biografklub Danmark film, der ikke bare var over middel, men faktisk VIRKELIG god! En masse stjerner til ’ Kærligheden kender ingen grænser’! Nåh,  det var et sidespring! Men Majse og jeg synes begge, at 2. verdenskrig har inspireret ret mange fede film. Ikke så meget dem med krig-krig, slag og våben (ewww, de er næsten ikke til at følge med i!). Nåh, men det jeg vil frem til er! Da vi så forfilmen, tænkte vi “Forhelve’ den skal vi sgu da se!” Og som sagt så gjort!

Lone Scherfig, som har lavet filmen, har vi vel alle elsket, siden vi for 17 år siden mødte ‘Hal Finn’ for første gang. Og i øvrigt ikke mindre efter at have set ’ An education ’- som jeg BTW snart skal have genset. Med det sagt, så kommer Their Finest Hour hverken med på min liste over amazing WW2 eller Lone Scherfig film.

Gammel vin på gamle flasker

Okay here goes – Catrin, den unge, smukke, uerfarne manuskriptforfatter, får, takket være krigen, en fod inden for i en verden, der ellers har været forbeholdt mænd – filmverdenen. Hun får lov at skrive jibber-jabber/kvindereplikkerne i en film, der skal højne moralen hos nationen. Den ene af hendes to mandelige medforfatter, the age appropriate one of course, er naturligvis dødirriterende. (Ja, det er også ham, der er billede af på plakaten). Det gør faktisk heller ikke noget, for hun er gift! Uden at sige for meget, så kan I selv regne ud, hvad det fører til. Hvad, der sker efter det, som I sikkert har gættet, kan I til gengæld umuligt gætte. Personligt tilbragte jeg da også 1 minut eller 2 i forvirring. For det tvist, måtte jeg da have misforstået? Nåh, men tvistet var der, det var irriterende, unødvendigt og trak filmen som helhed ned – jeg fandt det ganske enkelt for urealistisk.

Ham der, der var sjov i Love Actually…

Bill Nighy, ham der synger sangen? Ja ham! Han var også sjov i den her, og han synger også. Han spiller skuespilleren Ambrose Hillard, hvis bedste dage er ovre! Det har han dog på INGEN måde selv indset! Ifølge ham selv er han the fucking shit! Og gu’ er han sgu da så! Han ejer hverken realitetssans, selvindsigt eller ydmyghed – en helt igennem magisk kombination, der, om ikke fremkalder lattertåre, så i hvert fald trækker i smilebåndende. Alle stjerner må gå til Bill 🙂

Glem ikke de røde strømper

For det er en film smækfyldt med GIRL POWER! Som jeg i øvrigt, meget søster-usolidarisk, hurtigt kan finde lide kedeligt.

Skriv et svar