Serietilbagefald og Leth

House of Cards

Da jeg i Januar opsagde mit Neflix abonnoment, for #mindrenetflixmerebogreol, lovede jeg mig selv, at jeg gerne måtte genaktivere det til House of Cards. Det gjorde jeg, og lige i røven af den kom Orange is the new black (som jeg elskede nærmest ekstra meget i denne sæson). Og som den junkie jeg er, faldt jeg herefter i SKAM #Lastmoveraltert! #Lovealert #Alterlove

Nåh, men jeg er nu fastbesluttet på, at blive mit misbrug kvit nok en gang… Jeg skal bare liiiige ha’ set Hvem der vinder den der solgule trøje, nogle tosser på to hjul konkurrerer om, at the moment 😀 😀 😀

…Og faktisk, når jeg nu tænker over det… Det var jo nye sæsoner af de to første serier, og, for mig, 4 nye sæsoner af den 3. … og touren er jo altid ny… Så faktisk, erklærer jeg mig uskyldig i seriejunk høje dommer! 

Apropos Tour

Nåh, men i øvrigt har touren mindet mig om, at jeg, for snart længe siden, skrev på et blogindlæg om Jørgen Leths ”Det uperfekte menneske” (Ja, det er den med kokkens datter), jeg har læst den for 3. gang. Og det er næppe sidste… Det er i øvrigt en bog der både egner sig til at blive læst på papir og lyttet, som lydbog… Det er nemlig ham selv, der indtaler den og det er bare lidt nice… Men denne gang læste jeg den altså på papir.

Jeg elsker hans ord og udtryksfuldhed. Han er poetisk, og han kan skrive så fucking ærligt, at jeg bliver forlegen. Han øser af sig selv, på en måde som jeg måske først tror, man kan, når man har fået en vis alder og stamina.

Det Uperfekte menneske

Nej tak til leverpostej!

I Dybvaaaad, bliver Leth gjort til en meget sort/hvid størrelse. Jørgen Leth elsker, og Jørgen Leth hader. Og jeg kan da godt se, hvor karikeret og dumt det lyder, når Dybvad siger det – mange gange. Men jeg finder det faktisk også enormt inspirerende, for det er i virkeligheden et spørgsmål, man bør stille sig selv hele tiden her i livet. Elsker jeg det, eller hader jeg det? Hvis jeg elsker det, skal jeg gøre det, læse det, spise det, drikke det. Hvis jeg hader det skal jeg lade det være!  Nu kan jeg personligt ret godt lide leverpostej, men er det leverpostej? PotaTo/PotaDo? Fisk? Hip som hap? Så lad det ligge. Gå efter det du elsker, for det ligger helt sikker lige ved siden af i køledisken.

Så ja, jeg er ret vild med Jørgen Leths livssyn. Til gengæld, kan jeg også blive edderspændt rasende på ham. Fordi jeg så godt kan lide ham, og på mange måder forstår ham, så går det mig voldsomt imod, når han beskriver, hvordan han i sit liv har gjort ting, som jeg slet ikke synes er okay. (Og jeg er ikke for fin til at dømme ham – man er vel menneskekender!) Når han beskriver, hvordan han har lejet sin kone ud som luder (ja, det er smagsprøve til dig, der ikke har læst den endnu), når han har flere kvinder, når han er lidt for drevet af sin trang til at “elske”. Så kan jeg godt blive træt af ham. Og så må vi tage en pause. Faktisk er hans eskapader med kokkens datter langt fra, den mest provokerende scene, i min udgave af bogen.

Mit yndlingskapitel – Czajkowaki

Det fineste kapitel er efter min uforbeholdne mening Czajkowaki. Der er en meget poetisk beskrivelse af hans forhold til den jødiske Marlyn Czajkowaki. De mødtes flere stedet i Europa for at dyrke deres forbudte og umulige kærlighed. #Arw Det er hvad Leth nok, hvis han ikke selv havde skrevet det, ville beskrive som sanseligt… Og dog, at sætte sit eget lys under en skæppe, er ikke just en dyd han dyrker. Any way! Det er altså et kapitel til romantikerne 😉

Og så siger jeg bare lige: Han har oplevet og elsket misundelsesværdigt meget!

 

 

 

Skriv et svar