Ondskabens Hotel – Bogen og Filmen

 

Joey and the shining

Jeg har aldrig læst Stephen King, men selvfølgelig set, elsket og haft nærdødsoplevelser med flere film basseret på bøgerne. Og så en dag tænkte jeg, Sarah P det er ikke godt nok! Du bliver’ sgu da nødt til at kunne sige, at du har læst mindst én Stephen King bog – han har alligevel skrevet et par stykker. Overvejelserne om hvorvidt det skulle være Den Grønne Mil eller Ondskabens Hotel, som jeg skulle kaste mig over var mange. Det faldt ud til Ondskabens Hotels fordel – jeg var nødt til at få efterprøvet, om jeg, ville få brug for at lægge den i fryseren.

(Hvis du ikke har set venner, gir’ det ingen mening. Hvis du har planer om, at blive trofast læser, hvilket jeg inderlig håber, at du har, vil det være en fin investering at se den. Hvis du da er den éne person i DK, der ikke allerede har set den 400 gange.)

Mit forhold til gys

Jeg husker filmen som noget af det mest scary shit, jeg nogen sinde har set… Bevares, jeg skræmmes let, så gysere er ikke en genre, jeg normalt dyrker. Medmindre min kære broder har lagt mig i benlås. Han synes nemlig at uhyggelige film er fede, fordi man ”reagerer på dem” – ja, tak skæbne, jeg skal da lige love for, at mit tarmsystem reagerer! Han insisterer altid på, at se dem, når det er mest mørkt og uhyggeligt. Men til han ros, indvilliger han også altid i, at se en ”glad” film med mig efter, så jeg kan sove.

Fryserbehov?

Nåh, men jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage de nødvendige forholdsregler, og læse Ondskabes Hotel i dagslys. Jeg bor alene og har min nattesøvn kær. Faktisk syntes jeg ikke, den var super uhyggelig, (fryseren kaldte på ingen måde på den) så en aften blev jeg lidt overmodig, og læste lidt – og stoppede hurtigt igen. Tilbage til at læse i dagslys! Om det var derfor, jeg ikke syntes, den var liiiige så uhyggelig som filmen, ved jeg ikke. I hvert fald, var jeg lidt skuffet over skræmthedsniveauet, faktisk så skuffet, at jeg valgte at gense filmen – igen i dagslys. I’m no fool!

Gudskelov for den forholdsregel, for den film er fucking uhyggelig! Alle strygerinstrumenterne gir’ satme value for money!

Bogen vs. Filmen

For én gangs skyld, synes jeg faktisk, at vi har at gøre med film, der er bedre en bogen. Jeg har googlet mig frem til at Mr. King himself, ikke var såååå vild med Kubricks version. Han har også ændret slet ikke så lidt, selve slutningen, hovedpersonens navn (John/Jack) og selve ondskabens natur for at nævne bare et par ting. Der udover optræder de måske mest ikoniske scener slet ikke i bogen:

  • John/Jack siger aldrig ”Here’s Johnny” i bogen.
  • Ej heller, er der stakke af papirer med teksten ”All work and no play makes Jack a dull boy”
  • Og endelig optræder de to fucking ceepy tvillingepiger (som jeg har haft mareridt om) slet ikke i bogen.

Jack Nicholson og Shelley Duvall

Så bliver jeg altså også lige nødt til at vende Jack Nicholson og Shelly Duvall. Havde jeg været caster, havde de næppe været med i den film i første omgang. I bogen gennemgår John en tydelig deroute. Han går fra at været ok frisk i låget, til mega crazy, men sane i glimt. Jack Nicholson har jo ALDRIG været med i en film, hvor han har virket afbalanceret – hans crazy eyes overgås jo af, lad mig se: INGEN!

På en helt anden note, syntes min mor, at han var lidt af et lamselår, da han var ung – en betragtning jeg brugte en betydelig del af filmen på at gennemskue – uden held. Forståelsen for, hvorfor Kubrick valgte Shelly Duvall, til at spille Wendy, fyldte ligeledes en del. I bogen er Wendy en smuk lyshåret kvinde, i filmen er hun… well, Shelly Duvall!

Ondskabens Hotel

Skriv et svar