Forventningsafstemning – Museer og Teater

Kunst

Jeg havde faktisk troet, at jeg i dag skulle poste et indlæg om Louisiana, hvor jeg skulle have været i går med Majse, men solen og CPH marathon tog os som gidsler. Vi blev tunget til, oh-ve, at æde burger, spise is og drik’ kaf’, mens vores næsetipper blev badet i sol. Så nu får I hverken sarkatiske eller lovprisende kommentare til noget, der hænger på Louisiana, men en ny forventningsafstemning. Denne gang om museer og scenekunst.

MUSEER

Arken, Aros, Ordrupgård, Louisiana, SMK – giv mig et årskort, jeg lover at besøge jer flittigt! Jeg har ingen kunsthistorisk baggrund, og min interesse er ren og skær lægmandbusiness! Mine forældre har ALDRIG taget mig med på et kunstmuseum. Jeg har til gengæld slæbt dem med på et.

For et par uger siden, da jeg frekventerede hjemegnen, fik jeg lokket dem med på Odsherreds Kunstmuseum, for at se en udstilling med Røde Mor. Særligt min far syntes, at det var en rigtig dårlig oplevelse! (Men nok alligevel kun halvt så dårlig, som da jeg for et år siden, havde købt billetter til King Lear på Det Kongelig. Det tror jeg han vil klassificere som en både ekstra og urimelig dårlig oplevelse.) Jeg selv syntes, at det var en okay oplevelse. Ikke kun pga. Røde Mor. Der er en masse fine malerier af lokale kunstnere, som også uppede besøget 🙂

Nåh, men jeg har altså et meget uprætentiøst forhold til det der kunst. Hvis jeg kan mærke det, er det fedt, og hvis jeg kan fælde en tåre, er det et mesterværk. Det gjorde jeg f.eks. da jeg så Niki de Saint Phalle på Arken. Ikke over de tykke ikoniske damer, men over nogle tegninger, som jeg faktisk tror, mange er gået hurtigt forbi. Til gengæld kan jeg afsløre, at jeg ikke optog pladsen ved hendes skyderrier!

niki de saint phalle - Arken

På SMK går jeg som regel uden om, eller meget hurtigt igennem, de ældste samlinger. Og det er heller ikke fordi, jeg dvæler længe ved de ituslåede legemer på Glyptoteket, men jeg holder meget af at komme begge steder. Og jeg ser VILDT-VILDT-VILDT frem til at Kvium kommer på Arken til september.

Ei blot til lyst!

Det er ikke kun biografens dybe stole, jeg ynder at nedsænke mit legeme i. Hvis der er en stor fed lysekrone, der kan hejses op i loftet –  er jeg også til fals.

For et år siden var jeg på Folketeateret for at se ’Toves værelse’, jf. mine litterære tendenser, var det en ret så fed oplevelse! Jeg har endnu ikke fået set Tove! Tove! Tove! – men jeg gad nok se de 10 vilde heste, der skal holde mig (og Sussi – FYI) tilbage, når den igen bliver sat op i december.

På mit køleskab hænger der i øvrigt pt. billetter til et par riiiimelig awesome forestillinger:

Billetter til Festen og Klokkeren fra Notre Dame

Festen på Republique! Det er Madteater! Og ved I, hvad jeg elsker? Jeg elsker mad! Jeg elsker teater. Jeg elsker festen (filmen. Ja, og jeg kan da også finde glæde ved selv at svinge træbenet, hvis en invitation krydser min vej. Dog foretrækker jeg dem i så fald fri for incest). Jeg elsker Stina Ekblad (moren fra Krøniken) (og moren fra Tøsepiger – ja, den er til børnene af 90’erne). Og så elsker jeg, ja faktisk mest, min mor. Og hende skal jeg have med. Vi har hver sat en nyre i pant, for at få råd til billetterne. Nåh, men hvis der ikke er lagt i ovnen til en pragtfuld aften, så kan I sgu kalde mig Torben!

Klokkeren fra Notre Dame med Fredericia Teater. Den skal jeg se med Majse. Vi var inde og se Den Lille Havfrue, da den gik for et par år siden, så forventningerne er til at tage og føle på! Jeg er dog allerede liiiiidt stresset ved tanken om, at jeg forvente, at Majse by far er bedre bekendt med sangene, end jeg selv er. (Jeg mindes den faktisk som en af de ringere Disney film – sorry Majse! Jeg er sikker på, at det bliver en awesome dag alligevel <3 )

Og så er jeg jo fra Vestsjælland…

Som en ægte vestsjællænder er jeg naturligvis halvstodder i ascendanten – så hvis du siger comedy, så siger jeg ”Game ON!”

/S

 

 

1 Comment

  1. […] film, jeg ikke har set til hudløshed, og ikke kan så meget som én eneste sang fra. Jeg synes som tidligere nævnt, at det er en af de dårligere. Men lige så ringe som jeg synes, den egner sig til tegnefilm, […]

Skriv et svar