3 x Beckett

3 x Beckett

Nåh, men faktisk var jeg også i teateret torsdagen inden Festen. Jeg var på Østregasværk med Majse for at se 3 x Beckett. (Det var altså bare ikke så fedt som festen, så den måtte vige sin plads i køen.) Jeg har været småforelsket i Samuel Beckett, siden jeg første gang hørte om ”Mens vi venter på Godot” – som jeg stadig aldrig har set! Doh!

Men muligheden bød sig altså for at stifte nærmere bekendtskab med den absurde dramatiker, og at det så tilmed var 3 virkelig cool skuespillere, der var på scenen, gjorde kun beslutningen lettere. Ellen Hillingsø opførte ‘Ikke Jeg’, Morten Grundwald ‘Hva’ Joe’ og Tommy Kenter ‘Krapps Sidste Bånd’.

Ikke Jeg

Så, det startede virkelig mærkeligt – som man måske kunne have frygtet. Brochuren (se billede) viser et billede af et sæt læber, og det var, alt hvad vi så i denne første monolog. Ellen Hillingsøs, nuvel ikke uanseelige, læber i et kulsort rum. Jeg blev liiidt tosset i bolden, af at fokuserer på dem i det mørke rum, hvor de alt andet lige blev ret små. De bevægede sig konstant imellem at være sløret og så tydelige, at jeg kunne se hendes tænder.

Hvad det handlede om? Ja, det har jeg da måtte spørge Google om, for hendes talehastighed var i et tempo, hvor Clement Kjersgaard på speed ikke ville kunne følge med! Jeg aner ikke hvad hun talte om – ikke engang nu, når jeg har fundet teksten, giver det stor mening. Tillad mig at eksemplificere:

”Fatter ikke det halve … ikke det kvarte … ingen anelse om hvad hun sagde … tænk … ingen anelse om hvad hun sagde … indtil hun begyndte at forsøge at foregøgle sig selv … at det slet ikke var hendes … slet ikke hendes stemme … og der var ingen tvivl om … det var afgørende vigtigt … at hun var lige ved … efter uendelige anstrengelser … da hun pludselig følte … gradvis følte sine læber bevæge sig … tænk … sine læber bevæge sig … ”

Altså det første hun siger, er jeg helt på linje med – jeg fatter hverken det halve eller det kvarte. Men al respekten i verden for, at hun kunne recitere en så lang og usammenhængende(?) tekst! Det var altså ikke kun i 2 minutter hun talte sort! Men tidsfornemmelsen bliver lidt sær i mørket! Måske var det 10 måske var det 20 minutter!?

Note: Information siger at ” Teksten, der er fra 1972, handler tilsyneladende om en kvinde, der har været udsat for en uspecificeret traumatisk oplevelse og har ført en kærlighedsløs, mekanisk eksistens.”

Bemærk tilsyneladende – de ved det sgu da heller ikke en skid, men det er godt nok til mig 😉

Hva’ Joe

Uden pause herefter var Morten Grunwald på scenen – for tilgengæld at levere en præstation helt UDEN replikker. Der er dog replikker, men de reciteres af en ikke tilstedeværende person, iiiii eeeeett meeeeegeeet laaaangsooooomt teeeeempooooo #KontrastAlarm! Faktisk så langsomt, at det også bliver svært for en, (læs: mig), at følge med. Nåh, men Benny fra Olsen Banden sidder alene på sengen, med siden til, og bliver filmet lige op i krydderen, mens billedet af selv samme krydder fyres direkte op på en storskærm. Her kan man se, hvordan hans ansigt ændrer sig, løbende og ganske-ganske lidt stykket igennem.

Det var virkelig smukt og poetisk. En kvindestemme fortæller ham, hvordan han har levet et ret nederen liv og faktisk har været lidt af et røvhul. Det var i hvertfald det jeg fik ud af det i mine koncentrerede øjeblikke. Alligevel fik jeg lidt ondt af ham, for han så virkelig ked ud af det. 

Krapps Sidste Bånd

Så kom der fandme noget jeg kunne følge med i. Og det var sjovt – for det er Tommy Kenter. Og han gled i en bananskrald! Og man fucking vidste det ville ske, da han smed den på gulvet. Og alligevel var jeg ved at spytte mit hjerte ud, i nakken på ham der sad foran mig, af skræk, da det skete! Stykket handler om en gammel mand, der indtaler en lyddagbog(?) på en spoooolebåndoptager, og hører de gamle spoler. Som den ivrige dagbogsforfatter jeg er, syntes jeg, naturligvis, at dette stykke var ret cool! Klar favorit!

Så all in all Samuel Beckett havde en seriøst krøllet hjerne… Og jeg havde liiiidt lyst til at råbe “Jamen, han har jo ikke noget tøj på”. Særligt under det første stykke! Men eftersom det næste tiltalte mig mere og det sidste mere endnu, så forelægger muligheden jo, at jeg slet og ret blot var for dum til at forstå Ellen Hillingsø på fast forforward! Men jeg vil nu stadig rigtig gerne se ”Mens vi venter på Godot” 😉

 

 

 

Skriv et svar